Archive for the Blog Category

Den kvikke har måske bemærket at jeg har tekstannoncer her til højre på bloggen. Jeg har meldt mig på Google AdSense for at finde ud af hvad det kan. Jeg er allerede imponeret over hvordan den finder links der matcher indholdet af min side. Med mit besøgstal bliver jeg nok ikke rig, jeg har dog allerede tjent 4 kroner men det er altså før skat.

 

 

Nå så gik det helt i stå, blogskrivningen. Det har krævet en del energi at gå fra det forholdsvis simple og frie studie-liv til fuldtidsansat i en virksomhed med fuld fart på. Jeg er glad for at arbejde og glad for tempoet jeg alligevel er kommet op i efter et godt tilløb på nogle måneder som time-ansat. Men efter indkøb, tøjvask, oprydning, byture, koncerter, Dj-jobs og adskillige ”morfar’er” på sofaen efter arbejde er der ikke mange minutter til blogging. Det er her jeg så kunne love at vende tilbage til det ugentlige indlæg men nej, jeg tror bare det bliver lidt løst fra nu af.

Jeg er netop vendt hjem fra en fantastisk jul i Berlin. Byen var meget helligdagsramt og alt var lukket, det var endda svært at finde en god bar juleaftens nat. Nu ved jeg hvor meget gang der er i Berlin normalt, så det var faktisk lidt overraskende. Til sidst fandt vi dog en cocktail bar med en udmærket DJ og en mindre fest. Vi oplevede hvordan vi kunne ”blende ind” selvom vi fire danskere var de eneste gæster uden muslimsk baggrund. Jeg elsker den by, der sker så meget i nattelivet, man spiser bedre, sover bedre (hvis man kan), shopper bedre og jeg kunne blive ved. Jeg skal helt sikkert af sted igen i det nye år.

Musik anbefaling:

Det kan kun være et spørgsmål om tid før der kommer en plade med The Crooked Spoke. Jeg har netop fået fingrene i en demo-cd og den har jeg med stor glæde lyttet til hele julen. Uden at skulle rode mig ud i at beskrive genren tror jeg bare at jeg linker til deres Myspace her.

Inden jeg gik på juleferie blev jeg involveret i arbejdet med et nyt band der hedder Alter Me. Ja, det er mit arbejde at promovere bandet men helt personligt vil jeg gerne anbefale musikken, synes simpelthen at det er så godt både det indspillede musik og live koncerterne. Tjek Alter Me’s Myspace her.

I dag har jeg skrevet blog i et år. Her er mit første indlæg, ok det er vist ikke det mest spændende indlæg. Grunden til at jeg oprettede en blog på det tidspunkt var så mine venner og familie kunne følge med i hvordan min praktik i London gik.

Jeg skiftede fra at have en blog på Blogspot.com til malenegarp.dk da jeg besluttede mig for at forsætte skrivningen. Besøgstallet er faldet lidt siden fordi Google ikke længere er så god til at finde mig. Kan det mon have noget at gøre med at Google ejer Blogspot og derfor bedre kan lide blogs der ligger der!??
Nå, men siden jeg startede har jeg haft omkring 4500 besøgende og det er da rigelig. Så tak fordi du kigger forbi.

Hvordan er det lige man fejrer sådan noget, bestiller Sushi?

Jeg arbejder på at få toptunet min nye hjemmeside/blog med links, tekster osv. Den er ikke klar endnu, men det bliver den snart.

Jeg har taget alle de gamle indlæg fra min blogspot side med og vil derfor lukke den ned, så snart jeg mener at mine læsere er flyttet med mig.

Fantastisk! Jeg har afleveret mit bachelorprojekt, nu mangler jeg bare at forsvare den og det sker på tirsdag. Jeg er ikke den store tilhænger af mundtlig eksamen, jeg ville hellere bare bedømmes ud fra det jeg har skrevet. Men nej, jeg skal igennem forhøret og nervøsiteten igen, til gengæld er jeg ret sikker på at det bliver den sidste eksamen i meget meget lang tid.

Jeg er glad for mit projekt og emnevalg. Jeg har forsøgt at udvikle et blogsystem til de studerende på Music Management uddannelsen. De studerende opbygger en stor mængde viden inden for mange forskellige områder i musikbranchen. Udover hvad der bliver undervist i, har de studerende som regel også en specialviden inden for deres eget interessefelt, der gør dem interessante hver især. Som det ser ud nu, er der ingen fælles kanal til rådighed, hvor den studerende kan demonstrere sin viden og dermed forbedre sin chance for at få det helt rigtige arbejde.

Den anden del af opgaven handler om, at jeg mener at blogs bør integreres i undervisningen både for at forbedre bloggenes indhold, men endnu vigtigere for at øge mængden af undervisning i de digitale medier. Vi bliver uddannet til musikbranchen og det er vist ikke nogen hemmelighed, at der er en del problemer på netop dette område.

Tiden går når man kæmper med sin eksamensopgave. Jeg har sammen med min medstuderende Marie afleveret en opgave i faget entrepreneurship i dag kl. 12. Sikken en lettelse!
Opgaven er på 26 sider og indeholder en forretningsplan for en guide i brugen af internetbaseret markedsføring til musikere. Vi synes selv det er en fantastisk idé, personligt har jeg fået afløb for nogle af mine tanker omkring musik på internettet og fremtidens musikbranche. Det kommer jeg til at beskæftige mig meget mere med, da jeg nu er klar til at gå videre med bachelorprojektet. Her vil jeg beskrive hvordan man kan integrere brugen af internettet i music management uddannelsen. Hovedvægten vil, som det ser ud nu, komme til at ligge på blogging og der vil indgå en del markedsføringsteori. Projektet skal fylde 40 sider og skal afleveres i maj, så jeg har faktisk lidt travlt.
Jeg ærgrer mig over at eksamenen i entrepreneurship har fyldt så meget af semesteret, og at forberedelsen af den mundtlige del kommer til at optage yderligere tid. Det er primært bachelorprojektet jeg har glædet mig til at gå i dybden med.