Som nævnt før, er det faktisk ret anstrengende at spille Wii da man faktisk kan få noget af en tennis arm af det. Men nu siger de kloge at man kan tabe sig op til 12 kg om året af at spille Wii, fantastisk. Er snart ved at nå en grænse med tennisen og er i gang med at regne Rayman ud, et nyt spil til konsollen der handler om at bekæmpe onde kaniner.

Jeg havde den mest fantastiske weekend i Rotterdam med nogle meget søde mennesker. Hele arrangementet var nær blevet aflyst men blev bare flyttet. Risikoen ved at afholde en stor fest i byens fedeste lokaler, nemlig i en forladt bygning, er jo at det ikke altid går efter planen. Politiet lukkede festen før den var begyndt, men med en god indsats fra arrangørerne og andre tilknyttede blev der fundet et nyt sted, og alt blev kørt i stilling, det endte med et brag af en fest. Jeg var lidt nervøs for at skulle spille funk i en by hvor technoen efter sigende styrer, men det var en rigtig god oplevelses. Folk var glade og dansede hele natten, spillede i 5 timer, så jeg følte mig en anelse brugt om søndagen på vej hjem i bilen.

Det oprindelige sted
Det nye sted

Jeg havde den fornøjelse af at være til årets Steppeulv (priser til musikken udvalgt af danske anmeldere og musikjournalister) Showet var ikke videre interessant, men til gengæld var det kort. Normalt til den type arrangementer kan man forvente lange takketaler og udredninger, men for en gang skyld kørte det hele rimeligt tjept. Det virkede som om arrangørerne havde tænkt over længden, og det blev også nævnt at det forrige år havde det været svært at få de åbenbart ret ukoncentrerede musikbranchefolk tilbage efter pausen.
Jeg var glad for at Trentemøller fik en pris ligesom jeg synes at prisen til Troo. L.S. & Rune Rask for deres producer-rolle var fortjent. Desværre fik Nordstrøm (som jo er min klasses pladeprojekt) ikke prisen ”årets sang” som de var nomineret til og Veto kunne måske også godt have fået en. Det der glædede mig mest var at søde og dygtige Band Ane fik prisen for årets håb.

I går kom den fjerde Radio Recordings plade på gaden, og jeg var med til at fejre det på Culture Box. Jeg har været meget glad for det meste af musikken på de 3 forrige plader og glæder mig til at nærlytte den nye. Umiddelbart lyder det som om den holder kvalitetsniveauet, at dømme ud fra min første gennemlytning.

RR udgivelserne giver et billede den danske undergrund inden for elektronisk musik i dub-genren, hvilket må siges at være ret smalt. Det interessante ved lige disse plader er, at de faktisk er udgivet af Danmarks Radio, hvilket jo er helt vildt i forhold til hvad man hører, hvis man tænder for radioen i hverdagen. RR er på en måde undergrundens karrierekanon, fordi den præsenterer mange forskellige danske kunstnere. Det glæder mig meget at DR er med på idéen og interesserer sig for andet end pop og rock.