Jeg er netop i gang med at skrive opgave til min eksamen i entrepreneurship, den omhandler musikeres brug af markedsføring på internettet. Jeg har en idé om at rigtig mange musikere kunne lægge meget mere arbejde i at få hul igennem. Mange vil bare gerne koncentrere sig om at lave musik, hvilket jeg måske godt kan forstå, men man bliver altså nød til at gøre noget for at blive hørt.

For noget tid siden modtog jeg en cd med posten, fordi jeg havde meldt mig som blogger på Kenneth Thordals hjemmeside, han uddelte ”anmeldereksemplarer” af sin nye plade til folk der skriver musik og kultur blogs. Her er hvordan han henvender sig til bloggerne:

“Blev du mobbet i skolen? Er du født med en træske i røven? Eller ved du bare meget mere om musik end alle de professionelle anmeldere, der tror, de er så pissekloge? Så er hævnens time inde!”

Det er en god plade og jeg har været til flere rigtig gode og underholdende koncerter. Kenneth Thordal bør være et forbillede for musikere, fordi han er en aktiv blogger, har en god hjemmeside og sørger for at der er gang i myspace siden.

Til sommer er jeg færdig med min bacheloruddannelse i Music Management. Titlen bliver tit misforstået og mange tror, at vi skal ud og være managers for bands når vi er færdige. Management betyder i denne forbindelse at tage sig af, lede eller føre og det er hvad vi på den ene eller anden måde gerne skal kunne i et job i musikbranchen.

Inspireret af min medstuderendes emne til bacheloropgave om frivillig arbejdskraft i musikbranchen og de utallige mails og henvendelser man får som studerende på denne uddannelse fra musikere og bands, vil jeg skrive lidt om hvorfor jeg ikke er manager.
Som manager lægges der tit en masse hårdt arbejde i projekterne før resultatet ses på bundlinien. Da managementaftaler som regel er baseret på provision (15-20%) har bandet ikke noget at miste. De kan i processen være krævende og utaknemmelige fordi de ikke har nogle udlæg før der kommer penge i kassen – hvis der overhovedet er nogen indtægt. Manageren risikere derfor at lægge en masse arbejdstimer i noget der måske ikke giver afkast i den sidste ende.
Med den procentsats der betales for denne type arbejde svarer det til at manageren skal op og skaffe sine bands omkring 150.000 kr. i omsætning for selv at få en OK løn. I pladesalg vil det svare til flere tusinde enheder afhængig af om det går gennem et pladeselskab. Dette skal være den månedlige omsætning - så vis mig et dansk band eller gerne flere der tilsammen kan leve op til det. Jeg ved at der er andre måder, at tjene penge til bandet på, men når man sætter det op over for mængden af arbejde forbundet med at være manager, har jeg svært ved at se hvordan det kan hænge sammen.
Hos nogle virksomheder i musikbranchen kan man købe promotionpakker, konsulenttimer og andre ydelser enkeltvis, som man som band kan have behov for. Jeg er overbevist om, at dette er fremtidens model for managers, i hvert fald i Danmark hvor pladesalget ikke er imponerende.

Det er godt, at så mange lægger frivilligt arbejde i musikbranchen. Det er et godt sted at starte, en fin måde at få erfaring og en nem vej til at få det nødvendige netværk.
Nu har jeg aldrig overvejet at arbejde som manager, og jeg er sikker på at jeg nok skal få foden indenfor i musikbranchen.
Det er fair nok, at jeg får tilbudt opgaver der er ekstremt dårligt betalt - hvis det er betalt overhovedet - mens jeg studerer, men jeg tror faktisk, at jeg vil blive lidt småfornærmet hvis nogen tilbyder mig ulønnet arbejde når jeg først er færdiguddannet.

Jeg har nogle lidt specielle Dj-jobs her for tiden bl.a. havde jeg fornøjelsen af at spille i pausen til Bodilprisen 2007. Det var kun en time, men jeg nåede at få et indtryk at hvor stort et mediecirkus filmbranchen kan være. Jeg ville egentlig gerne have set selve showet, det kunne nok have udvidet min ikke så store viden om film.
Ugen efter havde jeg så et job på et socialpsykiatrisk bocenter, hvor jeg spillede dansemusik, det var en lidt speciel oplevelse, men det lykkedes da at få lidt gang i dansegulvet. En af beboerne var oppe på sit værelse for at tjekke om hans ynglings radioprogram med non stop tyske slagere var bedre end min musik, og kom faktisk ned igen og fortalte mig at han den aften foretrak det jeg spillede. Jeg tolker derfor min præstation som i orden.

I weekenden var jeg til Danish Music Awards 2007 og man må sige at i forhold til filmfolk er musikbranchefolk lidt mere casual, eller også er det bare fordi jeg føler mig lidt mere hjemme blandt dem. Der var efterfest i Cinemateket, hvor det gode reggaeband Bliglad spillede. Det var en hyggelig nok fest, hvor man jo bare står og musik-snakker hele aftenen. Det er her man kan give udtryk for sine meninger eller måske mest biche over prisvinderne og drikker en masse øl. Der er faktisk ikke det helt vilde at fortælle om den fest.

Selv om jeg bor meget tæt på Ungdomshuset vil jeg undlade at kommentere det her, jeg håber snart det slutter.